Tanker om bureaukrati i Aalborg - hvem har ansvaret?

I en lidt upbeat artikel (https://nordjyske.dk/nyheder/erhverv/han-holdt-egentlig-ferie-men-borgmesterens-opslag-fik-alligevel-rasmus-haugaard-til-at-stille-op/5665546) i den såkaldte agurketid citerede Nordjyske mig for en kritisk tilgang til Aalborg Byråds merbevilling, der alene over de næste tre år tilfører 40 mio. kr. yderligere til byggesagsbehandlingen i Aalborg Kommune.

Siden har Dansk Industris årlige måling ramt Aalborg igen, hvor betjeningen af virksomheder fra By- og Landskabsforvaltningens side nu falder til en plads som nr. 88 ud af 91. Hvis ikke man var vant til dårlige målinger, ville nogen nok sige, at betegnelsen katastrofe var rammende. 
Der er behov for et mere nuanceret perspektiv på dette end artiklen ovenfor. Det kommer her.

Erhverv Norddanmark og jeg hilser fra ethvert perspektiv den betydelige tillægsbevilling velkommen, og jeg er enig i borgmester Lasse Frimand Jensens SoMe-indlæg herom (genstanden for Nordjyske artikel).

Med faldende ungdomsårgange og reduktioner i studiepladserne på UCN og universitetet ligger vejen til fremgang og velfærd for Aalborg og Nordjylland i et ekspanderende og succesrigt erhvervsliv. Skal vi følge med de øvrige vækstregioner i Danmark, skal erhvervslivet vokse og derigennem skabe de arbejdspladser, som er forudsætningen for, at mennesker kan og vil arbejde og leve deres liv i Region Nordjylland. I dag forlader cirka halvdelen af dimittenderne fra Aalborg Universitet regionen. Fordi der ikke er attraktive jobs i Nordjylland.

Ændres kursen ikke, vil vi ikke kunne opretholde det samfundsniveau, vi i dag har. Med borgmesterens ord er ”et velfungerende erhvervsliv en forudsætning for velfærd i hele Aalborg Kommune. Når vi hjælper virksomheder med at komme i gang, bygger boliger og skaber arbejdspladser, så skaber vi også grundlaget for bedre skoler, ældrepleje og grøn omstilling.”

Med det sagt, så er der desværre en risiko for, at de mange penge ikke får den ønskede effekt. Foreløbig er vi gået fra elendigt til værre, og selvom det er tidligt i processen, er jeg meget bekymret for udsigterne til både reduktion af sagsbehandlingstiden og forbedring af den samlede tilgang til erhvervslivet.

Bertel Haarder berørte emnet i et nationalt perspektiv for kort tid siden med fokus på det faktum, at bureaukratiet konsekvent er steget de sidste årtier – til trods for skiftende statsministres krystalklare ønske om det modsatte. Haarder spørger og svarer således: ”Men er det embedsmændenes skyld? Mit svar er nej. Det er politikernes skyld.” Haarder forklarer sit svar med det faktum, at det i politik ”er så fristende at kaste nye penge og nye ansættelser efter ethvert problem.” Ses på erfaringen fra disse mange tilfælde, så løser de flere penge imidlertid som oftest ikke problemet.

Efter min mening er det en fejl, at politikerne i Aalborg Byråd har accepteret administrationens ønske om fravær af konkrete mål. Risikoen for at resultaterne udebliver, er i forvejen stor, og når der ikke er fastsat målbare, klare krav til, hvad der skal opnås, så øges denne risiko uacceptabelt. Krav kunne være i form af en dato for, hvornår sagsbehandlingstiden rammer normalen eller krav til niveau for tilfredshedsmålingerne – som både DI og kommunen løbende laver.

Jeg har via min egne erhvervsaktiviteter gennem to årtier haft tæt kontakt til myndighedsbehandlingen i en række kommuner. I denne periode er der sket et negativt skred fra resultatorienteret sagsbehandling til procesorienteret sagsbehandling. Fokus er gradvis flyttet – især i de store kommuner – længere og længere væk fra det resultatorienterede.
Baggrunden herfor er kompliceret.

For det første har alle større, offentligt finansierede organisationer en tendens til at vokse fremfor at skrumpe. Det er ikke meningsfuldt at bede nogen om at skære sig selv ned. Og større volumen avler i næsten alle tilfælde mere bureaukrati.

For det andet hersker der i embedsværket i dag en frygt for at begå fejl. En nulfejlskultur. Den eneste måde at imødegå dette på, er at politikerne – som den ansvarlige ledelse – gør det klart for embedsværket, at borgerservice, hastighed, tillid og resultatskabelse går forud for at minimere fejl, og at man politisk er klar til at acceptere dette. Konkret vil det indebære, at der fra tid til anden er borgere, som kan føle sig udsat eller generet. Måske støjer det lidt mere i et hjørne af en grund end forventet, måske er der bygget en anelse upræcist, måske er der opstået udfordringer med vandafledning, uforudset trafik osv.

Dén individuelle omkostning skal vi kunne leve med, når alternativet er lammende for funktionalitet af det offentliges servicering af erhvervsliv og borgere.

Der hvor vi står i dag, oplever mange virksomheder, at det offentlige ikke lever op til de forventninger, man med rette kan have i et samfund, hvor erhvervslivet bidrager med enorme beløb – via direkte skatter og indirekte via opretholdelse af høj beskæftigelse – til finansieringen af det samlede velfærdssamfund.

Politikerne skal turde stå ved og sige højt, at det indimellem godt må gå ud over enkelte, når værdien for kollektivet er væsentlig.

Afsluttende vil jeg igen citere fra borgmesterens indlæg, hvor Lasse Frimand Jensen gentager det kommunikerede ønske om en kulturforandring i embedsværket. ”Fokus på bedre kultur og kvalitet i sagsbehandlingen, ikke kun hurtighed. Det handler om tillid, ikke bureaukrati.”

Men jeg tror ikke, at dette kommer til at ske, hvis ikke der lægges og opretholdes et vedholdende politisk pres, fulgt op af kontante, målbare krav til de resultater, som de ansvarlige ledere af forvaltningerne skal levere.

Haarder taler om ”den evige drift om bag skrivebordene”! ”Djøfiseringen”. Det er jeg enig i. Den systemiske udvikling i embedsværket i Danmark er kontraproduktiv til det, skiftende statsministre har ønsket, og det som et overvældende flertal i Aalborg Byråd vil.

Kort sagt, så skal politikere tage ansvaret på sig og sammen med den administrative ledelse sikre, at de voldsomt mange millioner kroner fører til forbedringer og ikke ender i mere administration og mere bureaukrati.