National strategi frem for lokalt lapperi

National strategi frem for lokalt lapperi

Af Rasmus Haugaard, advokat og formand for Erhverv Norddanmark, og Thomas Nørgaard Christensen, regionsdirektør i COWI og bestyrelsesmedlem i Erhverv Norddanmark

Vi lever i en tid med klimaforandringer og de tydelige konsekvenser af stigende fjordvand, grundvand og ekstremregn presser på for beslutninger om håndteringen af udfordringen – også i Aalborg. Politisk har det også stor bevågenhed: Forvaltningen har fået udarbejdet vanddisponeringsplaner for et større område i Vestbyen og Mølholm, som tydeliggør at klimatilpasning skal være en integreret del af myndighedernes planlægning, og netop nu behandler politikerne byudviklingsplanen for denne del af Aalborg.

Vores ærinde er på ingen måde at fornægte alvoren i klimaforandringerne, herunder at det er nødvendigt at forholde os til vand på en anden måde end hidtil. Men vi opfordrer til to ting: For det første at beslutninger tages på baggrund af nationalt afstemte overvejelser og planer, fordi vand ikke respekterer kommunegrænser. Og for det andet at vi behandler emnet med samme grad af fremsynethed og innovation, som vi har gjort, når vi til andre tider har stået over for betydelige udfordringer.

Ønsket om at løse et konkret problem lokalt – såsom oversvømmelser i Vestbyen – uden at det politisk ses i en større sammenhæng, kan medføre, at vi bruger ressourcerne forkert, og endda opgiver byudvikling i udsatte områder uden en forudgående kvalificeret dialog om prioriteringer og finansiering både nationalt og regionalt. Vi har før som samfund løst meget store udfordringer med mod, kreativitet og teknologi – og selvfølgelig kan vi gøre det igen. Vi skal tænke i løsninger, der gør det muligt at leve med vandet og med kløgt også anvende lavtliggende områder til boliger, offentlige formål og fællesskab – i stedet for at lade frygten styre.

Specielt når vi taler om vand, er det ikke et spørgsmål om at kontrollere hverken fjordvand, grundvand eller nedbør, men om at arbejde sammen med det. Få det bedste ud af det. Derfor skal vi i højere grad arbejde med en kombination af teknologiske og naturbaserede løsninger, som giver den nødvendige plads til vandet. Uden at begrænse vores udfoldelsesmuligheder.

Hollands beskyttelse af store dele af befolkningen med fuldautomatiske stormflodsbarrierer er et oplagt eksempel. Det samme er AI-styret regnvandshåndtering, der i realtid kan dirigere vandmængder uden om de mest sårbare områder. Begge dele viser, at teknologi og naturbaserede tiltag kan gå hånd i hånd. Endnu et eksempel er Limfjordstunnelen, som med løbende vedligeholdelse og opgradering har stået distancen – også ved ekstreme nedbørsmængder – siden indvielsen og viser, at også anlæg fra en anden tid kan tilpasses nye udfordringer. Endeligt kan Godsbanen i Aalborg fremhæves som et eksempel, hvor stigende mængder vand både ovenfra og nedefra er accepteret som en præmis for udviklingen snarere end en stopklods. 

Det er vigtigt, at vi får tydelige og koordinerede rammer for den lokale planlægning. Den enkelte kommune opfinder jo ikke egne byggeregler. Og den lokale vejingeniør bestemmer ikke frit, hvordan veje anlægges. Lige så vigtigt er det, at den enkelte kommune læner sig op ad fælles vedtagne spilleregler, når det gælder de klimabetingede initiativer. 

Med andre ord: Vi har behov for, at de nationale ambitioner i den vedtagne klimatilpasningsplan hurtigst muligt implementeres som konkret lovgivning – og at der medfølger statslig finansiering. Ellers risikerer vi, at kommunerne går i hver sin retning med uens løsninger, der ikke hænger sammen. Måske endda modarbejder hinanden. Og ender med at blive meget dyrere end nødvendigt.

Det handler ikke om at vente passivt, men om at lægge maksimalt pres på de nationale beslutningstagere, så der hurtigt bliver skabt en overordnet ramme, inden for hvilken vi kan iværksætte lokale og regionale tiltag.

Klimatilpasning er ikke en valgfri disciplin, hvis vi vil være ansvarlige. Det er en – formentlig massiv – investering i fremtiden, og derfor skal vi sikre, at løsningerne også skaber værdi om 50 og 100 år. Det kræver en national ramme med klare mål og principper, der sikrer, at klimatilpasning bliver langsigtet, økonomisk ansvarlig og tænkt sammen med udviklingen af vores byer og landskaber. Det er på denne baggrund man lokalt kan tage en kvalificeret dialog på et sagligt grundlag, og dermed foretage de nødvendige prioriteringer uden at bremse muligheder for udvikling unødigt.  

Klimakrisen kan føles for stor, for kompleks. Men også her er der brug for, at vi tør sætte vores lid til vores evne til fortsat at udvikle teknologiske løsninger på de udfordringer, der kommer. At vi tør tænke og handle modigt. Ikke med en blind tiltro, men med vision, retning og nationalt samarbejde. 

Summa summarum: Naturligvis skal vi tilpasse os klimaforandringerne. Men det skal ske klogt – og på baggrund af en national strategi. På den måde kan vi sikre, at vi fortsat udvikler byer, der er attraktive, grønne og klimatilpassede – blandt andet med vandet som en integreret del af miljøet i og omkring vores byer.