Et historisk skridt for Nordjylland, men vi er ikke i mål
Af formand Rasmus Haugaard og erhvervspolitisk chef Jakob Gejl Møller, Erhverv Norddanmark
Energinet vil investere 15,8 mia. kr. i en massiv udbygning af elnettet mellem Midtjylland og Vendsyssel. Det er en særdeles glædelig nyhed for Nordjylland og et historisk stort skridt i den rigtige retning.
I årevis har vi advaret om, at manglende kapacitet i elnettet truer nordjysk vækst, udvikling og muligheder. Virksomheder, der ønsker at investere, udvide produktion eller omstille sig til grøn energi, risikerer at blive bremset af noget så grundlæggende som adgangen til strøm.
Nu tegner der sig endelig en langsigtet løsning. Energinets plan indebærer en fordobling af kapaciteten i det overordnede 400 kV-net. Det vil skabe nye muligheder for elektrificering, grøn energiproduktion og erhvervsudvikling – og er præcis den type investeringer, vi længe har efterlyst.
Derfor fortjener Energinet stor anerkendelse for at tage fat på en af de væsentligste barrierer for Nordjyllands fremtidige vækst og udvikling.
Godt begyndt, men kun halvt fuldendt
Vi glæder os over det store skridt fremad. Men er samtidig bevidste om de skridt, vi fortsat har til gode at tage. Det nye projekt rækker en lille bid nord for Limfjorden, men det er først og fremmest elnettets rygrad frem til Aalborgområdet, der nu foreligger en konkret investeringsplan for. Vi skal have Vendsyssel med, og her har Energinet heldigvis bebudet en udbygning til Skagen. Her ventes en konkret plan at være klar til præsentation primo 2027.
Det er helt afgørende, at vi får resten af regionen med. For også her er der behov for milliardinvesteringer, så virksomheder i for eksempel Hirtshals, Frederikshavn og Skagen får samme muligheder for at udvikle sig som virksomhederne syd for fjorden.
Tidsperspektivet i arbejdet bekymrer os også. Ifølge Energinet vil anlægsarbejdet for udbygningen mellem Midtjylland og Vendsyssel forventeligt kunne starte ultimo 2030, og de nye forbindelser vil kunne tages i brug løbende frem mod 2037. Men Nordjylland er i rød nu, når det kommer til kapacitet i elnettet.
Det betyder, at vi har to udfordringer, der skal adresseres parallelt: Vi skal håndtere den langsigtede udbygning og sørge for at få Vendsyssel med i planerne. Men det løser ikke de nordjyske virksomheders akutte problemer. Her må gøres noget nu.
Dialog med ministeren om de akutte udfordringer
Vi har virksomheder, der er klar til at investere, skabe arbejdspladser og bidrage til den grønne omstilling. Nu. De hverken kan eller skal sætte deres forretning på pause i fire, seks eller ti år, mens vi venter på nye højspændingsforbindelser.
Derfor må der sættes yderligere fart på arbejdet med at finde konkrete løsninger, der kan frigøre kapacitet i det eksisterende elnet. I den kommende uge drøfter Erhverv Norddanmark netop dette spørgsmål med klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa. Vores tilgang vil som altid være konstruktiv og løsningsorienteret.
Sammen med Christiansborg, Energinet, netselskaberne og det nordjyske erhvervsliv har vi et ansvar for at finde løsninger, der virker i praksis – og virker hurtigt. Vi må ikke endnu en gang opleve, at Nordjylland bliver hægtet af udviklingen, fordi infrastrukturen ikke kan følge med de dygtige nordjyske virksomheders ambitioner.
Relaterede
nyheder
Et historisk skridt for Nordjylland, men vi er ikke i mål
Energinet vil investere 15,8 mia. kr. i en massiv udbygning af elnettet mellem Midtjylland og Vendsyssel. Det er en særdeles glædelig nyhed for Nordjylland og et historisk stort skridt i den rigtige retning. I årevis har vi advaret om, at manglende kapacitet i elnettet truer nordjysk vækst, udvikling og muligheder. Virksomheder, der ønsker at investere, udvide produktion eller omstille sig til grøn energi, risikerer at blive bremset af noget så grundlæggende som adgangen til strøm. Nu tegner der sig endelig en langsigtet løsning. Energinets plan indebærer en fordobling af kapaciteten i det overordnede 400 kV-net. Det vil skabe nye muligheder for elektrificering, grøn energiproduktion og erhvervsudvikling – og er præcis den type investeringer, vi længe har efterlyst.
Læs mere